Betaling af gebyrer og erstatninger
Her kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål om betaling af gebyrer og erstatninger.
Hvad er "Mit Betalingsoverblik"
Mit Betalingsoverblik er en selvbetjeningsløsning der samler alle mellemværender og gæld til Rødovre Kommune i ét samlet overblik.
Gå til "Mit Betalingsoverblik" for Rødovre Kommune.
På din lånerprofil her på hjemmesiden, under punktet "Mellemværende", kan du se dine mellemværender, og klikke på et link til rk.dk´s betalingsoverblik.
Betalingsmuligheder
På Mit Betalingsoverblik er det muligt at betale med betalingskort og MobilePay. Mellemværender kan også betales via netbank eller i banken. Man kan ikke tilmelde biblioteket til Betalingsservice eller MobilePay abonnement
Kan jeg betale mine mellemværender på biblioteket?
Bibliotekets personale kan hjælpe med at finde "Mit betalingsoverblik" på bibliotekets pc, så du kan betale dit mellemværende.
Har du brug for at benytte kontantbetaling, kan det ske i Borgerservice ved henvendelse til Opkrævningen.
Hvordan kan jeg betale en regning på Mit Betalingsoverblik, hvis jeg eller mit barn ikke har NemID?
Hvis du eller dit barn ikke har NemID, fremsendes automatisk et girokort med posten, som kan betales i banken.
Hvis dit barn er over 15 år vil fakturaen blive sendt til barnet som digital post eller til den økonomiske ansvarlige.
Jeg kan ikke se mine gebyrer på Mit Betalingsoverblik:
Der kan gå et kort stykke tid fra aflevering af et materiale før gebyrer kan ses på Mit Betalingsoverblik.
Er gebyret fra et barn, kan det kun ses på Mit Betalingsoverblik for den voksne, der er angivet som økonomisk ansvarlig for barnet i bibliotekssystemet.
Betalingsfrister
Hvis du får et gebyr for at aflevere for sent eller skal erstatte et materiale, vil du automatisk få tilsendt en faktura i din e-Boks med en betalingsfrist på 30 dage.
Fakturaen vil blive udsendt fra kommunens økonomisystem, og vil derfor se lidt anderledes ud, end du er vant til fra bibliotekets saldoopgørelser.
Betaler du ikke inden betalingsfristens udløb, og skylder biblioteket mere end 100 kr samlet, vil du efter 30 dage modtage en rykkerpåmindelse fra Opkrævningen, samt en 2. rykkerpåmindelse efter yderligere 30 dage.
Hvis du skylder kr. 300,- eller mere i gebyrer eller erstatninger ved betalingsfristens udløb, vil der blive pålagt et rykkergebyr. En rykker fra Opkrævningen koster 250 kr. i administrationsgebyr.
Har du modtaget en rykkerskrivelse fra Opkrævningen, skal rykkeromkostningerne betales – også selvom du har afregnet dit mellemværende med biblioteket.
Det er desværre ikke muligt at betale biblioteksmellemværender via Betalingsservice, da hvert mellemværende ville kræve en ny aftale.
Hvorfor står der på min lånerprofil, at jeg mangler at betale?
Efter at have gennemført en betaling på Mit Betalingsoverblik, kan der gå op til 72 timer før oplysningerne er opdateret her på rdb.dk og i Biblioteket-appen.
På Mit Betalingsoverblik kan man med det samme se, når et mellemværende er blevet betalt.
Hvorfor kan jeg ikke længere betale på biblioteket?
Der er kommet nye krav til hvordan systemer skal kunne håndtere borgeres gæld og betalinger. Disse krav understøttes ikke af det fælles nationale bibliotekssystem, og ville kræve en stor udvidelse af systemet med en række funktionaliteter, som allerede findes i kommunernes økonomisystemer. Det er derfor blevet besluttet fra centralt politisk hold, at det er bedst at lade økonomisystemerne håndtere betaling og afstemning, fremfor at bygge det ind i bibliotekssystemet.
Jeg har spørgsmål til mine mellemværender
Selvom kommunen har overtaget opkrævningen af bibliotekets mellemværender, kan du stadig spørge os på biblioteket, hvis du har spørgsmål til dine gebyrer eller erstatninger.
Du kan finde vores kontaktoplysninger ved at klikke her.
Hvis der er noget vi ikke kan svare på, kan du også kontakte Opkrævningen i Rødovre Kommune via Borgerservice.
Læs mere om Mit Betalingsoverblik på Rødovre Kommunes hjemmeside