Forfatterstafetten 2024
Linea Maja Ernst: Skal alle leve i de kedelige parforhold?
Af Mette
Linea Maja Ernst fik Bogforums Debutantpris for sin skæsommernatsdrøm af en roman, “Kun til navlen”.
Den handler om en vennegruppe i 30'erne, som samles i et sommerhus ved midsommer og nyder hinandens gode selskab. Alt er i spil mellem dem - nogle drømmer om børn og hus, andre er angste for, at alt pludselig skal handle om fuldtidsarbejde og at låne til et nyt køkken.
Til den sidste gruppe hører forfatteren selv. Hun skrev bl.a. sin sexede kærlighedskomedie på et raseri over, hvor hurtigt det satte liv tager over.
Andrev Walden: Syv onde år med syv stedfædre
Andrev Waldens roman “Satans mænd” er i den grad blevet et hit i Skandinavien.
I den selvbiografiske, næsten eventyrlige fortælling følger vi Andrevs opvækst med syv forskellige stedfædre på bare syv år. Det er mildt sagt en omskiftelig og ikke altid tryg tilværelse for unge Andrev og ret underligt for ham at se sin mor konstant prøve at reparere de psykisk ustabile mænd, hun altid falder for. Hvorfor bliver hun ved med at vælge sådan nogle mænd? Det er først gået op for forfatteren mange år efter
Janne Teller: Hvor langt vil vi gå for at opnå retfærdighed?
Janne Teller er aktuel med sin første nye roman i 11 år. I "Er du stolt af mig, Joanna?" falder aktivisten Joanna ned fra en mur under en aktion, der handler om at skabe fred mellem Israel og Palæstina. Nogle år efter kaster faren, FN-diplomaten Teodor Merlin, sig ud i jagten på at finde ud af, hvem der er skyldig i hendes død.
En dag står han et ensomt sted i USA med en pistol i hånden overfor manden, der måske er skyldig: Skal Teodor opgive alt, hvad han tror på, og tage et andet menneskes liv for at opnå retfærdighed?
Tom buk-Swienty
I den fængslende historiske fortælling "Berlin brænder" tager forfatteren os med helt tæt på de voldsomme bombardementer af den tyske hovedstad under 2. verdenskrig.
Gennem danske journalisters og diplomaters øjenvidneskildringer får vi et unikt indblik i de rædsler, berlinerne oplevede, og de ekstremt vanskelige vilkår, danskerne arbejdede under.
Vi spurgte Tom Buk-Swienty, hvorfor der er brug for endnu en bog om 2. Verdenskrig?
"De kilder, jeg følger, er diplomater og journalister. Journalisterne var udstationerede i Berlin som såkaldte frie journalister. De havde en unik mulighed for at se sig omkring og faktisk opleve hele byen... altså de var nærmest på en kalejdoskopisk rejse gennem byen: De mødte naziregimets øverste chefer, og de mødte almindelige berlinere. Og så var de faktisk ansat til at skrive om det, de så. Så med deres øjne synes jeg, at man kan opleve den her krig forfra på en helt ny måde," siger Tom Buk-Swienty.
Se hele interviewet om "Berlin brænder":
Morten Pape
I sin nyeste autofiktive roman, “Nøglebarn”, dykker Morten Pape ned i sin fars familiehistorie. Han retter fokus på fædrene, der gennem generationer har kæmpet med relationerne til deres sønner. Fra oldefaren til nutiden er fædrene knudemænd, fanget i deres egne op- og nedture i livet.
Lykkes det mon hovedpersonen, Morten, at vende vrede og frustration til forståelse og forsone sig med sin skæbne?
Se hele videoen med Morten Pape her:
Morten Pape rammer med sine romaner der, hvor det gør mest ondt. Med sit intense og ærlige indblik i opvæksten i Urbanplanen stiller han i Amagertrilogien, som udgøres af “Planen”, “Guds bedste børn” og “I ruiner”, skarpt på stærkt frustrerede og understimulerede samfundsgrupper.
I ”Nøglebarn”, hans fjerde roman og starten på et tobindsværk, vender Morten Pape blikket mod sin egen slægt og går på opdagelse i, hvordan knudemænds manglende evne til at være gode fædre nedarves til sønnerne.