Nådsensbrød

Præsten og de fattige i Rødovre Sogn

Af Arkiv

Brønshøj-Rødovre Sogns fattiggård fra 1885 fotograferet i 1930erne, da den fungerede som husvildebolig.

Fattiggården lå på hjørnet af Rødovrevej og Slotsherrensvej. Det var den anden fattiggård på dette sted. Den første blev opført i 1861 som en en-etages murstensbygning med stråtag og med plads til 30 fattiglemmer. Desuden var der indrettet en bolig til opsynsmanden samt en syge-og ligstue. I en bagbygning var der værksted og fire lokummer med kule i jorden.

Efter opførelsen af fattiggården blev det ikke nogen dans på roser at blive forsørget af det offentlige. Modtagerne af fattighjælp blev indkvarteret i fattiggården, hvor de fik kost og logi mod at arbejde for føden. Mændene blev aktiveret med at grave grus i den bagvedliggende grusgrav, men kvinderne blev sat til at flette måtter eller andet flettearbejde. Den første fattiggård brændte i 1884. Påfaldende mange af datidens fattiggårde brændte. Man kan have fattiglemmerne mistænkt for at sætte ild til gården for at slippe for de kasernelignende indkvarteringsforhold og det ensformige arbejde.

"Husmand Hans Andersen paa Islemark bor i et jammerligt Hus i største Armod med mange Børn af hvilke fire er altid hjemme, hvisaarsag denne Familie maa stundom have Fødevarer".

Ordene stammer fra pastor Morten Bendz Møller, der var præst i Brønshøj og Rødovre Sogn fra 1814 til 1836. Han skrev i 1832 en oversigt over de fattige i de to sogne med forslag til hvordan de skulle hjælpes. Hans Andersens familie skulle således i årets løb have 120 pund brød, 3 skæpper (ca. 50 kg.) gryn, 3 skæpper ærter og 24 pund flæsk.
Kartoflen var ikke nået til egnen endnu. Basiskosten var brød, gryn og tørrede ærter.

Den 16-årige Hans Olsen er en anden skæbne fra pastorens forsørgelsesplan.
Om ham står der: "Hans Olsen er søn af en gammel svagelig Indsidder (d.v.s husmand) i Rødovre. Drengens Moder døde i Efteraaret 1820. Faderen bidrog i nogle Aar til hans Underhold, men kan nu næsten ikke forsørge sig selv. Gaardmand Lars Christensen i Rødovre har modtaget ham i Forplejning mod at være fritagen for andre Bidrag til Fattigvæsenet".

Lars Christensen, som var ejer af Gunnekærgård, slog her to fluer med ét smæk. Han slap for at betale til fattigvæsenet og fik samtidig en tjenestedreng, der blot skulle arbejde for kosten. I folketællingen for 1834 er Hans Olsen opført som "Tjenestetyende".

Ane Pedersdatter et eksempel på, hvordan det kunne gå gamle tjenestefolk. Bendz Møller skrev om hende: "Ane Pedersdatter er en gammel Tjenestepige i Rødovre; faar nu da ingen længere vil have hende i Tjeneste Hjælp til Husleje og Pleje omtrent 8 Rigsdaler".

Man var ilde stedt, hvis man ikke havde familie, der kunne forsørge en, når man blev gammel og kræfterne ikke mere slog til. Selv skoleholderens enke måtte have hjælp af sognet. I 1815 døde Rødovres skoleholder Andreas Lund 59 år gammel efter en lærergerning i evig strid med forældre og elever. Bendz Møller skrev i 1832 om hans enke: "Manden har i mange Aar været Skolelærer i Rødovre og efterlod hende nogen Formue, hvoraf hun, som er meget gammel, har ernæret sig siden Mandens Død, nu trænger hun meget til Understøttelse, hvis værdi indtil videre kan anslaas til omtrent 20 Rigsdaler". I alt var der 48 personer i Brønshøj og Rødovre Sogn, "der uden Hjælp af det Offentlige maatte lide Nød", som Bendz Møller skrev.

Det var ikke altid nok at være i trang. Man skulle være værdig trængende, ellers kunne det gå som det gik Niels Johansen, en gammel husmand, der ernærede sig ved at samle ben. Bendz Møller skrev, at han trængte til huslejehjælp "og stundom til Bistand i Fødevarer, men han bliver ikke med Fødevarer hjulpen, fordi han i sin Broders Dage har været en doven Knægt og flakkede bestandig fra en Mand til en anden".

Læseren har måske undret sig over, at det var præsten, der lagde planen for, hvordan de fattige skulle forsørges, men dengang var præstegården også bistandskontor. Det var her man henvendte sig, hvis man kom i nød, og det var herfra fattighjælpen blev uddelt. Præsten var formand for sognets fattigkommission, der var valgt blandt sognets bønder, og det var fattigkommissionens opgave at fastslå, hvem der var værdig trængende, hvad de skulle have i hjælp samt fordele udgifterne nogenlunde ligeligt mellem bønderne i sognet.