Vagabonderne

Klichéen "de gode gamle dage" krakelerer som bekendt ofte, når man kradser lidt i den. Så erfarer man, at det ikke var de gode gamle dage for alle, hvad man blandt andet kan se af følgende beskrivelse af forholdene på Annexgården i Rødovre i

Af Arkiv

Annexgården ca. 1910. Gården lå umiddelbart syd for Rødovregård. Til højre ses et hjørne af muren omkring Rødovre kirkegård. Fotografiet er lånt til Lokalhistorisk Samling af Dagmar Hansen.

Det år henvendte Rødovres sogneråd sig i juli til politiet på grund af nogle vagabonder, der holdt til på gården. En del "havarerede Individer" især fra København søgte natlogi i gårdens udhuse, som stod tomme, fordi gårdens jord var bortforpagtet. Kun stuehuset var beboet af den tidligere ejer, Niels Sørensen (ikke at forveksle med Niels Christian Sørensen på Rødovregård). Niels Sørensen var en ældre herre på 84, og han magtede ikke at holde de ubudne gæster fra døren.

"Da en saadan Sammenstuvning af hjemløse og forhutlede Eksistenser frembyder en Fare for den offentlige Sikkerhed, tillader man sig at anmode om, at der ved Politiets Foranstaltning bliver draget Omsorg for at nævnte "Herberg for Hjemløse" bliver lukket eller betryggende kontrolleret", sluttede sognerådet sit brev til politiet.

Tidligere på året var der fundet en ældre mand død i stalden, og i begyndelsen af juli havde man fundet en anden mand liggende dødssyg samme sted. Han blev bragt til Amtssygehuset, hvor han døde et par dage efter. Folk som tidligere havde arbejdet sammen med ham, fortalte at han "vist nok" hed Niels Nielsen men blev kaldt Niels Grønlænder. Han havde flakket om i flere år fra sted til sted, snart i København snart på landet, men ingen vidste, hvor hans hjemsted var.

Hvor længe vagabonderne kom til at holde til på Annexgården er uvist, men i 1919 var det i hvert fald slut. Da brændte det meste af gården efter Niels Christian Sørensen på Rødovregård havde købt den. Kun en enkelt længe blev stående og blev i mange år brugt som svinehus.

Det eneste synlige minde der er tilbage af Annexgården, som oprindelig var Rødovres præstegård, er en trappesten ved køkkendøren til Rødovregårds stuehus, hvor der er indhugget "Annexgaard".