Mest for voksne

Philip anbefaler...Science Fiction

Af Kirstine

Tags

Anbefaling

Super science fiction: underholdningsfaktor 50

Der findes masser af god science fiction, hvor du ikke behøver at forstå kvantemekanik for at nyde handlingen. Romaner, der er skabt til at underholde, hvor teknologien driver plottet fremad i et raskt tempo uden for mange tekniske detaljer. I denne artikel får du en blandet pose anbefalinger af Sci-fi, hvor action, spænding, humor og hygge er i fokus.

Anbefalinger 

Er du fan af Michael Crichton-romaner som Jurassic Park, Next og Sværmen, vil Blake Crouchs Dark Matter være perfekt ferielæsning. Jason Dessen får en chokerende oplevelse, da han efter en kidnapning vågner i en verden, der ligner hans egen, men ikke er det. Her er han en jaget mand, der skal finde vej tilbage til sin egen verden og familie. En spændingsroman i science fiction-klæder.

Et andet bud på actionfyldt sci-fi er Brandon Sandersons ’Stålhjerte’, hvor en gruppe modstandsfolk i fremtidens Chicago tager kampen op mod ondsindede “superhelte”, som styrer samfundet. Sanderson, kendt for sine murstens-fantasyromaner, leverer her en relativt kort bog, som er første del i en serie. Perfekt for fans af fx Hunger Games og tv-serien The Boys.

Hvis du er til bøger med action, humor og superavancerede robotter i rummet, skal du give Martha Wells’ Murderbot Diaries en chance. Wells har skrevet en række korte og sjove bøger om den selvudråbte Murderbot - en sarkastisk, intetkønnet og misantropisk cyborg med hang til at streame tv-serier, som danner et akavet venskab med en gruppe intergalaktiske aktivister. Find alle bind i rotunden på Rødovre Bibliotek.

Becky Chambers er en anden nyere kvindelig science fiction-forfatter, anerkendt for sine hyggelige og humoristiske bøger. Hendes debutroman, The Long Way to a Small, Angry Planet, fungerer som en slags intergalaktisk road-movie, hvor man følger en gruppe venner på deres rejse mod den titulære lille, vrede planet. Perfekt for læsere, der elsker rumskibe og hygge.

En anden underholdende og humoristisk roman er Andy Weirs Project Hail Mary, hvor en astronaut med hukommelsestab vågner alene op i et rumskib langt fra Jorden og opdager, at han er den eneste, der kan redde menneskeheden fra en eksistentiel trussel. Hvis du kunne lide bogen eller filmen The Martian, vil du også holde af denne roman af samme forfatter, hvor en ressourcestærk hovedperson løser problemer med intellekt, videnskab og humor.