Arne Jacobsen
Arne Jacobsen og Rødovre Kommune
Af Arkiv
Arne Jacobsens første byggeri i Rødovre var rækkehusene i Islevvænge fra 1951. Han var desuden med i den gruppe arkitekter, der planlagde kollektivbebyggelsen Carlsro og kom derved i forbindelse med Rødovre Kommune. Direktøren for det boligselskab, der opførte Carlsro, DAB, anbefalede nemlig Arne Jacobsen til borgmester Gustav Jensen, da den hurtigt voksende kommune stod overfor at skulle have et nyt og større rådhus.
På den tid var Arne Jacobsen allerede en kendt og travl arkitekt, som havde erfaringer fra rådhusbyggerier i Århus og Søllerød. Måske kan travlheden forklare, at han lod sig meget kraftigt inspirere af arkitekten Eero Saarinens administrationsbygning for General Motors i Detroit. De to bygninger ligner næsten hinanden til forveksling. Byggeriet af General Motors administrationsbygning startede imidlertid i 1949, mens grundstenen til Rødovres rådhus først blev lagt i 1955.
Det var dristigt gjort af Rødovre Kommune at vælge Arne Jacobsen som arkitekt til rådhuset. Han var kendt for at være vanskelig at hamle op med for en bygherre. Således fortalte en ingeniør fra Novo, som havde fået Arne Jacobsen til at bygge sit hus: "Da vi så de første skitser - og de var mange - gik de fleste på facaden, men han havde kraftige og klare meninger også om det indre. Vi luftede vores skepsis over for, om vore møbler kunne være i soveværelset, sådan noget kunne han ikke tage, han sagde rent ud, han lavede fandeme ikke et hus til vores rådne møbler".