Damhuskroen - kroen fra 1600-tallet

Vagthuset var bolig for en opsynsmand, der skulle føre tilsyn med slusen ved dæmningen.

Første gang vi hører at der bliver drevet kro ved vagthuset er i 1682, hvor der i en beskrivelse af Rødovre står: " Ved bemeldte by ligger et Krohus "Langvejs Damhus".

Det bebos af Simon Jochumsen, som har Hans kongelige Majestæts Bevilling paa at skulle nyde det frit, formedelst Indseende med Slusen. Bemeldte Simon Jochumsen er blevet bedt om at indlevere en Kopi af Bevillingen på bemeldte Hus, men har ikke været i Stand til det".

Det var åbenbart så som så med bevillingen og det lykkedes først så sent som i 1757 at få kongeligt privilegium på at holde kro efter en hård kamp med myndighederne og ejerne af de priviligerede kroer længere ude ad Roskildevej.

I 1728 havde kromanden i Damhuset også kastet sig over landbruget, da han overtog noget jord fra to gårde i Rødovre. I 1775 købte han desuden en ødegård i Rødovre, som den tidligere ejer havde opgivet på grund af "Armod og tilstødende Vanheld".

Damhuskroens jord omfattede et grundstykke nord for Roskildevej rundt om krokomplekset samt et areal syd for Roskildevej fra grænsen mod København og Hvidovre til hen omkring Rødovrevejs udmunding i Roskildevej.

Ved folketællingen i 1834 boede der foruden kroejeren og hans kone 10 tjenestefolk i Damhuskroen. Hertil kom Bomhuset, der lå lige øst for Damhuskroen. Her boede der en bomhusforpagter, dennes kone og deres to børn samt et "tjenestetyende". Det var et helt lille samfund, der lå ved dette hjørne af Damhussøen.

Damhuskroen 1921

Damhuskroen bestod på den tid af et grundmuret, teglhængt stuehus i to etager samt fire udhuse i bindingsværk. Til kroen hørte 88 tønder agerjord samt 12 tønder eng.

Efter anlæggelsen af jernbanen fra København til Roskilde i 1847 gik landevejstrafikken tilbage og det gjorde det også for Damhuskroen. Værelserne blev stort set ikke udlejet, og kroen blev mest besøgt af prangere, studedrivere og torvebønder, der fik sig en tår øl på vejen.

Mod slutningen af 1800-tallet fik kroen en renæssance. Det blev moderne for københavnere at rejse derud og nyde landlivets glæder ved bredden af Damhussøen, de begyndte at ligge på landet på Damhuskroen og lejede sig ind på kroens værelser på førstesalen. Forfatterne Holger Drachmann og Viggo Stuckenberg hørte blandt andre til kroens gæster.

Senere gik det igen tilbage for kroen. Omkring 1930 blev den beskrevet som en temmelig lurvet knejpe med rejselade og slyngelstue og et tvivlsomt publikum. Imidlertid fik nye ejere rettet op på stedets renommé, bl.a. familien Stephansen, der overtog kroen i 1936. Fra den tid kom kroen til at lægge lokaler til mange foreningsarrangementer, baller, dilettantforestillinger, juletræsfester m.m. 

Damhuskroen 1922

Under Besættelsen blev der holdt flere nationale møder på kroen, bl.a. alsangstævner. Det var også her historikeren Vilhelm laCour i e n tale i 1942 var så uforsigtig at sige, at det ville være naivt at tro, at tyskerne kunne vinde krigen. En stikker blandt publikum lod denne udtalelse gå videre til politiet. Det kom til at koste laCour syn måneders fængsel og hans stilling som rektor på Birkerød Statsskole.

I de senere år blev Damhuskroen kendt for sine enkeballer om tirsdagen. De er nu

flyttet til torsdagen og hedder Ladies Night. Kroen er også kendt for sine julefrokostarrangementer og for skiftende optræden af skuespillere og entertainere som f.eks. Monrad og Rislund.