Damhusmordet

Lidt i seks om morgenen d. 8. maj 1922 cyklede gartnerimedhjælper Jeppe Jepsen fra sit hjem på Junovej i Søtorp. Han var på vej til sin arbejdsplads, Rosendahls Gartneri, der lå på Rødovrevej ved hjørnet af den nuværende Rødovre Parkvej (Villa Flora var gartner Rosendahls bolig). Da han kom ud på dén del af Annexgårdsvej, som den gang kun var en smal sti, fik han øje på en taxa, der holdt parkeret på marken ved siden af stien.

Jeppe Jensen nærmede sig taxaen og så, at chaufføren sad sammensunket ved rattet. Først troede han, at chaufføren sov, men da han så nærmere efter opdagede han, at chaufførens ene kind var dækket af størknet blod og at han var stendød. Efter at have sundet sig lidt fandt Jeppe Jepsen ud af, at det nok var bedst straks at alarmere politiet. Derfor kørte han tilbage ad Annexgårdsvej, hvor den lokale betjent boede. Betjenten var imidlertid på hospitalet og Jeppe Jepsen gik derfor over til købmand Jensen på Annexgårdsvej, som ringede til Glostrup Politistation.

Politiets undersøgelser viste, at chaufføren på taxa A 7516, Carl Martinus Jensen, var blevet ramt af tre skud alle affyret på tæt hold. Et af projektilerne var gået ind i hjernen og havde dræbt ham på stedet. Chaufføren var desuden blevet frarøvet sin pengepung, som nogle timer senere blev fundet tom på den anden side af Roskildevej.

Mordet er aldrig blevet fuldt opklaret. Politiets mistanke rettede sig efter nogen tid mod tre personer med tilknytning til miljøet omkring værtshuset "Den Fingerløse" på Åboulevarden: Mouritz Andersen, Karen Andersen (også kaldet Musse Gadedreng) og Gudrun Olesen. De indrømmede at have været passagerer på taxachaufførens sidste tur, men nægtede at have skudt chaufføren. Både Mouritz Andersen og Karen Andersen havde på et vist tidspunkt begge tilstået, at de havde skudt ham, men de trak senere deres tilståelser tilbage.

Da anklageren ikke kunne bevise, hvem af dem der havde affyret det dræbende skud, kom dommen i 1926 til at lyde på meddelagtighed i drab og røveri for Mouritz og Karen Andersens vedkommende, mens Gudrun Olesen slap med en dom for meddelagtighed i røveri. Mouritz Andersens dom lød på 16 års tugthusarbejde, Karen Andersen fik 10 års tugthus. Gudrun Olesens straf kom til at svare til den tid hun havde siddet i varetægts-
fængsel. Mouritz Andersen blev prøveløsladt i 1936 og prøvede forgæves at få taget sin sag op igen sidste gang i 1945.