Rødovres Historie(r)

Biograferne

Af Arkiv

9. juni 1933 kunne man læse i Rødovre Avis (s. 4): "I et ekstraordinært Sogneraadsmøde Onsdag Aften vedtog Rødovre Sogneraad at anbefale et andragende fra Benzintankejer Wald. Nielsen, om Tilladelse til Opførelse af en stor Bygning, hvori der skal indrettes Biografteater. Beliggenheden er ved Roskildevej og Vamdrupvej."

Den 60-årige Wald Nielsen var tidligere cirkusartist og havde rejst Jorden rundt som sådan. Han var nu benzintankejer, og havde altså fået bevilling til at drive biograf. Bevillingssystemet, der administreredes af Justitsministeriet, var ikke altid lige gennemskueligt, og fra århundredets start var bevillingerne blevet givet til den lettere del af dansk underholdningsindustri, deriblandt cirkusartister. I forbindelse med Wald. Nielsen 65 års fødselsdag skriver Rødovre Avis (24. marts 1939), at "Wald. Nielsen skal ikke slaas op til Geni, fordi han er blevet Biografdirektør, thi nogle skal jo ha´ Gevinsterne, ogsaa i dette Lotteri."

Der skulle dog gå halvandet år før man kunne åbne en biograf, der ved en konkurrence blev navngivet RIO-BIO. Åbningsforestillingen onsdag d. 12. december 1934 var "Wonder Bar" med Al Jolson og Dolores del Rio i hovedrollerne.

I 1944 overtog den verdensberømte instruktør Benjamin Christensen bevillingen til RIO-BIO. Christensens største fortjeneste indenfor filmkunsten er nok filmen Häxan (Heksen) fra 1922, produceret i Danmark for svenske penge. Efter hans død i 1959 drev hans kone biografen videre i et halvt år, men måtte så lukke med afslutningsforestilling d. 30. november 1959.

Hans-Otto Bisgaard fra Danmarks Radio lavede en række udsendelser (vistnok underholdning) i 1992 med titlen "Rio-Bio". I den forbindelse efterlyste han effekter og historier fra Rio-Bio. Efterlysningen gav intet resultat, og ingen husker i dag hans udsendelser. Det viste sig i øvrigt, at Hans-Otto aldrig selv havde set en film i Rio-Bio, men blot havde set filmplakaterne ude fra vejen.